Sensetik har eget kursussted på Møn.
Speramus har kendskab til personer, der har haft oplevelser med terapiforløb relateret til denne tilgang, som de efterfølgende har vurderet som belastende og i nogle tilfælde psykisk skadelige. Disse personer har beskrevet forløb, der strakte sig over flere år, og hvor fokus ofte var rettet mod følelsesforløsning gennem gentagne kropslige udtryk, såsom at slå i puder for at komme i kontakt med undertrykte følelser – især vrede. For nogle skabte dette dog mere frustration end lindring.
Set i bakspejlet beskriver nogle tidligere deltagere, at de følte sig fastlåste i et terapeutisk system, som de oplevede som manipulerende. Enkelte har brugt udtryk som "sektlignende" og "hjernevask" til at beskrive stemningen og de sociale dynamikker. Deres vurdering er, at forløbet ikke levede op til deres forventninger om healing, men i stedet forværrede deres mentale tilstand.
Der er beretninger om, at visse behandlere i Sensetik repræsenterer en tilgang, som adskiller sig markant fra gængs videnskabelig og psykologfaglig konsensus. Det opleves af nogle som en ensidig formidling af, at denne metode er den eneste rigtige vej til indsigt og personlig udvikling – og det fremføres, at dette kan fastholde mennesker i langvarige og bekostelige forløb, som ikke nødvendigvis gavner deres mentale trivsel.
Selvom Sensetik ikke er en spirituel retning i klassisk forstand, nævnes det, at tilgangen rummer elementer af eksistentiel eller næsten filosofisk karakter. Der lægges vægt på at opnå en særlig tilstand af "væren" – at være fuldt til stede med sine følelser. Dette kan opleves som et ideal, der implicit opstiller en forestilling om, at andre livsformer er forkerte eller mindre autentiske.
Der nævnes også en idé om et "højere selv" og opvågning, som nogle har tolket som del af en større fortælling om udvikling og indsigt, der ikke nødvendigvis matcher deres egne erfaringer eller behov.
Speramus deler disse refleksioner med ønsket om at bidrage til opmærksomhed og kritisk stillingtagen. Vores håb er, at mennesker, som overvejer eller allerede deltager i sådanne forløb, føler sig frie til at stille spørgsmål, mærke efter deres egne grænser og vurdere, om terapien reelt er til gavn for dem.
